Stilling:
Lidt om mig:
Er nu på 17. år pensionist. Engang for længe siden begyndte jeg efter realeksamen som lærling på et landmaskinværksted. Da jeg var udlært skulle jeg straks i kongens klæder. I løbet af 1½ år blev jeg i forsvaret uddannet som radartekniker. Mens jeg "var inde" fandt jeg ud af en "bagdør" til Polyteknisk Læreanstalt. Man kunne gå på et kursus og gå til optagelsesprøve. Det gjorde jeg og kom så som svend "ind i varmen" blandt rigtige studenter. Ved at være tilpas flittig (den chance måtte ikke forspildes) blev jeg på blot 4½ år færdig som civ.ing. Nu havde jeg fået "blod på tanden". Dengang i '50erne fik jeg tilbudt et legat for at læse videre til "lic.techn", som nuomstunder hedder Ph.D. Færdig hermed efter tre år tog jeg til Canada. Dér var jeg i 6 år. Hjemkommet til DK var jeg en tid hos det daværende STORNO, derefter var jeg "lejesvend" i Forsvaret . Senere kom jeg til P & T, til radioingeniørtjenesten. Her planlagde jeg nye radiokæde anlæg. Var også med som rådgiver ved et projekt til oprettelse af den første moderne digitale forbindelse Danmark - Rusland. Ved siden af var jeg medlem i flere internationale grupper af radio-sagkyndige og rejste en del til møder.
Men i alle årene har jeg som husejer været vant til at klare mange mindre reparationer selv. Jeg har også haft fornøjelse af hobby-samarbejde med min søn, der renoverer gamle Morris Mascotter.
Så jeg er miljøskadet, al mulig teknik er interessant. Lige nu har jeg arbejdet med en Bosch batteri-plæneklipper. Hilsen til nye bekendte fra "PP".