Kære Lav-det-selv forum
Jeg har læst lidt forskellige tråde herinde og kan se det ikke er et ukendt problem. Jeg vil dog alligevel gerne høre jeres vurdering af vores specifikke udfordring.
Kæresten og jeg har købt hus for et års tids siden og nu haft første vinter i det. Huset er et gammelt bindingsværkshus fra 1940 på ca. 70m2 med fjernvarme, pudset facade, koldt tag og tagpap på brædder.
Over vinteren kunne jeg se rimfrost på undertaget. Temperaturen er nu skiftet til plusgrader igen, og frosten er tøet op, med opfugtet undertaget til følge, der har udviklet sig til en solid omgang skimmelsvamp(?).
Taget har en større åbning i den ene endegavl (20x30cm), men intet i den anden. Huset er pudset tæt op under tagudhæng, så det er altså primært fra gavlen der kommer ventilation. Skimmelvæksten er primært lokaliseret under taget i modsatte gavl.
Der er ca. 200mm isolering mellem beboelse og loft og ingen dampspærre (undtagen soveværelse), og vi planlægger at efterisolere ydervægge med multipor.
Spørgsmålet er om dette fugt udgør et reelt problem for 1) taget- og bygningens konstruktion og 2) sundhedsmæssige ved beboelse?
At installere dampspærre i alle lofter vil være en stor opgave og jeg håber derfor dette kan undgås. Jeg har overvejet at lave hul i modsatte endegavl, således der kommer gennemstrømning under taget, samt installere en varmegenvindingsventilation i det primære beboelsesrum.
Vil dette løse problemet eller skal der mere drastiske midler til værks for at komme problemet til livs?
Jeg tager meget gerne imod input og gode råd til løsninger :)
Med venlig hilsen
Thor